“Naturvin har en høj bællefaktor!” siger Pontus Elofsson (tidligere Noma). Enig?

Citatet i emnelinjen er gengivet frit efter hukommelsen. Men essensen er korrekt. Det som den tidligere sommelier på Noma, Pontus Elofsson, egentlig siger med dette lidt kække citat er, at han mener, at de kemiske tilsætningsstoffer i konventionel vin gør det sværere at nyde vin. Man bør netop nyde vinen som et produkt, der på den ene side selvfølgelig skal gå op i en højere enhed med maden, men samtidig også skal bringe glæde ved bordet (og måske beruselse?).

Vin er sjovt – og skal ses som en fødevare

Grunden til at jeg har taget citatet med her, er, at det også siger meget om min egen tilgang til vin – hvordan vin bør nydes og hvordan det bør produceres.

Min tilgang til vin helt overordnet er, at det er et fødevareprodukt. Og som sådan skal det, ligesom andre fødevarer, være fremstillet med så få tilsætningsstoffer som muligt og så lidt intervention som muligt. Det betyder for mig, at tilgangen på markerne som minimum bør være økologisk. I vineriet bør det samme fokus på naturlighed herske.

Vinens oprindelighed

Som en kollega og god bekendt på et tidspunkt sagde, så handler naturvin ikke nødvendigvis om alle mulige værdier for svovl og andre tilsætningsstoffer. Det er bare det, vi kan måle på. Nej, det handler om at undlade at maskere sit terroir – det vil sige præcis dén lille plet på jordkloden, hvor frugten har vokset.

Jo flere processer man udsætter sine druer og sin vin for, jo mere ændrer smagen på den oprindelige frugt sig, og jo længere fjerner den endelige vin sig fra udgangspunktet. Processer er her forstået som enten kemiske eller mekaniske. Det vil sige, når man fx tilsætter kunstgødning i marken, filtrerer vinen, tilsætter svovl, justerer for syre eller sukker eller rundhed, lagrer på nye egetræsfade etc.

Pris og kvalitet

Hvorfor skal du bekymre dig om den slags? Jo, det er faktisk en god ting at forstå, hvor ens vin kommer fra, og hvorfor den smager som den gør. På samme måde som vi også ønsker en vis gennemskuelighed i forhold til, hvordan vores kød, mejeri, æg og grøntsager bliver produceret, ligesådan bør vi efterspørge ansvarlighed af vinbonden.

Det betyder samtidig, at du langt hen ad vejen kan sætte lighedstegn mellem pris og kvalitet. Den grad af omhu for håndværket og respekt for naturen, som jeg forbinder med naturvin, og som jeg forsøger selv at praktisere, gør, at de vine jeg importerer og laver ofte ligger i den lidt højere ende af prisskalaen.

Men kunne du ikke bare være ligeglad med den der omhu? Nej det synes jeg ikke. Fordi prisen på din vin stemmer for det meste overens med, hvordan vinen er lavet. Er det en meget billig vin, er der alt andet lige en ret god mulighed for, at der er fiflet med noget smagsjustering eller taget genveje i marken for at komme så billigt som muligt i mål med at lave en vin, som man vurderer kan sælge på markedet. I stedet for at forsøge at lave den samme vin ad naturlig vej – eller allerbedst fortolke det terroir man har og vise stedets potentiale i flasken.

Nu ved du lidt mere om mig og min tilgang til (natur)vin. Kontakt mig endelig med kommentarer eller spørgsmål.

94e47958-45e4-4f91-bdb7-71d824d33671

Skriv en kommentar

Søg