Rouge 2014

100,00 kr

Smag

Med sin saftighed, fravær af ny fad, spontangæring og naturlighed i fremstillingen kalder jeg mine vine for anti-bordeaux bordeaux. Eller bare slubrevin, bællevin.

Den er senest blevet anmeldt i Gastro, hvor Rene Langdahl siger: "...Solbær og grannål, koks og blåbær, viol og salvieblomst, in-your-face-frugt og fast og stram i smagen. Positivt og pikant vegetal tone, imponerende friskhed – serveret kølig en herlig vin, hvor forstyrrende barrique, irriterende postmoderne overmodenhed og forbrugerforskrækket poleret tannin er bortkastet til fordel for drikkeglæde, naturlighed og madvenlighed." 

Se min anmeldelse af vinen på min Youtubekanal HER

Druer

Min rødvin er hovedsagligt lavet på Merlot samt en smule Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon og Malbec. Når druerne er høstet, gærer mosten i separate tanke, hvor også den færdige vin lagrer.

Derfor kan smag og aroma variere nogle grader mellem de løbende flaskninger i en årgang og selvfølgelig mellem de forskellige årgange.

Naturvin

Svovl (sulfitter) bruges i mange fødevarer. Både som en antibakteriel behandling og som konserveringsmiddel. Ulempen ved overdreven brug af svovl er, at det samtidig er med til at maskere vinens smag og aroma. Det vil sige, at det kan gøre, at vinen er længere tid om at åbne sig og måske fremstår mindre imødekommende og ligefrem.

Jeg bruger kun sulfitter i en begrænset mængde på <40 mg/l. I konventionelle vine må man i EU tilsætte op til 100 mg/l for rødvin og 150 mg/l for hvidvin. Inden for begrebet naturvin taler man om, at der er mellem 0-30 mg/l tilsat svovl.

Derudover bruger jeg udelukkende den naturligt forekommende gær i stedet for at tilsætte gærsporer, der godt nok kan styre gæringsprocessen, men kan være smagsprofilerende. Det er jeg ikke interesseret i.

Jeg lagrer heller aldrig min vin på nye egetræsfade, fordi de afgiver alt for meget smag – en smag som for mig ikke hører til i en vin, der er så let og frugtig som min.

Sammen med mad

Mine rødvine indeholder ikke store mængder garvesyre og bør derfor drikkes i løbet af 4-5 år. De kan sagtens gemmes længere. Men de udtrykker sig bedst og er mest saftige som unge vine.

Køl gerne rødvinen ned og hæld den i en karaffel, inden du serverer den. Så vil du opleve, hvor godt den gør sig til det ukomplicerede bistrokøkken med retter, som er ærlige, simple på den gode måde og båret af gode råvarer.

Søg