Rouge Nature 2015

190,00 kr

Smag

I 2015 havde jeg så flot frugt på mine gamle marker med Merlot-stokke, at jeg ikke kunne lade være med at gøre et eller andet sjovt med det. Det kom lidt bag på mig, for der havde været nogle perioder med dårligt vejr lige op til høst. Men de bedste marker var symptomatisk nok gået fri.

Til gengæld var alt modent, så jeg havde meget kort tid til at bestemme mig, hvad jeg ville gøre. Ret hurtigt besluttede jeg mig for at håndhøste så meget som muligt på egen hånd (resten var nødt til at blive taget med maskine for der blev lovet dårligt vejr igen kort efter).

Det blev til ca 1 ton druer. De blev kvast og fik plads i en gæringstank. Hvorefter jeg lod det passe sig selv. Jeg kiggede til det for at skubbe bærmen ned i mosten, men derudover gjorde jeg ingenting.

Da den første (alkoholiske) gæring var overstået, satte jeg et rør på tanken og lod friløbsjuicen løbe ned i to gamle egetræstønder. Derefter passede vinen sig selv i yderligere 6 måneder, før jeg hældte den på flaske.

Dette var processen - ingenting lagt til, ingenting trukket fra. Og dermed nåede jeg også det mål, jeg formulerede for mig selv undervejs. Nemlig at lave en vin med mindst mulig intervention.  

Denne høje grad af håndværk kan aflæses i smagen, som er meget anderledes end smagen på min almindelige rødvin. Et af hovedtrækkene i, hvordan den adskiller sig, er at den har ekstraheret rigtig meget på drueskallerne i den arbejdsgang, som handlede om med håndkraft at skubbe bærmen ned i mosten.

Det giver nogle aromaer af skovbund, muld, sorthed og champignoner. Men også sorte skovbær, brombær og den slags. I køleskabet med den. Drik den nu og inden 1-2 år. Lad være med at dekantere den, men bemærk hvordan den forandrer sig i takt med, at den eksponeres for ilt.

Druer

100% Merlot.

Naturvin

Svovl (sulfitter) bruges i mange fødevarer. Både som en antibakteriel behandling og som konserveringsmiddel. Ulempen ved overdreven brug af svovl er, at det samtidig er med til at maskere vinens smag og aroma.

Det vil sige, at det kan gøre, at vinen er længere tid om at åbne sig og måske fremstår mindre imødekommende og ligefrem. I denne vin er der ingen tilsatte sulfitter overhovedet.

Derudover bruger jeg udelukkende den naturligt forekommende gær i stedet for at tilsætte gærsporer, der godt nok kan styre gæringsprocessen, men også kan være smagsprofilerende. Det er jeg ikke interesseret i. Vinen er lagret på gamle egetræstønder.

Sammen med mad

Et eller andet, du kan finde på med kød. Oksekød eller gris. Eller grøntsager. Gerne masser af grøntsager. Rødbeder fx. Pointen er at lade vinen spille sammen med nogle umamitoner, det klæder både vin og mad.

Søg